SØREN DAHLGAARD

סורן דהלגארד

source: fortresstosolitude

Danish artist Søren Dahlgaard (b. 1973) constructs attacks on “the familiar categories – the artist, painting, and art – with fearless idiocy…” says curator, Anders Kold. Dahlgaard, whose work graces the public collections of the Danish Arts Foundation, Museo National Brasilia, Brazil, and several other national institutions, graduated from the Slade School of Art London in 2002. Since then, he has developed a body of work , which stems from 1960s practices, such as Conceptualism and Land Art. His often humorous and visually intriguing performances are also conducive to empathy and self-identification. Dahlgaard has shown at The National Art Gallery in Copenhagen, MoMA/PS1 in New York, Singapore Biennial, Vancouver Biennial, Louisiana Museum of Art, CCBB Art Center in Brasília, Aarhus Art Center in Denmark, Galerie Civica Trento in Italy, and at The Digital Art Center in Israel. The artist is currently participating of the 2013 Biennale di Venezia in Italy.
.
.
.
.
.
.
source: aestetdk

Dej! Dej i krukker og dej i akvarier. Dej på hovedet og dej på gulvet. Dejportrætter, dejtegninger og dejkrigere. Dej og dej og dej. Søren Dahlgaard har indtaget Brænderigården.

Hvis man går rundt og tror, at dej bare er en klæg masse, hvis fornemmeste opgave er, at blive til et godt brød, tager man naturligvis ikke fejl. Men når det bringes ind i en æstetisk sammenhæng, er det også et meget udtryksfuldt materiale. Det er både plastisk og elastisk og på en gang proces og potentiale.

Det processuelle foldes fint ud i værkerne 12 second sculpture og 3 hour sculpture. De nærmest kliniske undersøgelser dokumenterer nøgternt dejens voldsomme dynamik og iboende kraft. Dej er en levende organisme. Den kan formes og rummer et løfte om forandring.

Dette gør dejens møde med kroppen til en subtil og tvetydig affære. Man betragter de mange dejportrætter. Individerne reduceres til krop, når dejen langsomt flyder ned over ansigterne. Den ene anonyme krop efter den anden. En mand, en kvinde, en ung, en ældre. Vi leder efter kendetegn. Forsøger at sammenstykke en forestilling om en person. Men vi kan ikke. For identiteten er uløseligt forbundet med ansigtet og øjnene. Og dækket af dej er alle ens. Men alle er også lige og med lige muligheder for at forme sig en identitet.

Panoptikon-værkerne tager også udgangspunkt i mødet mellem krop og dej. Den blindede protagonist bombarderes med dej. Mulighederne regner i bogstaveligste forstand ned over staklen. Og det er en ulige kamp. Frarøvet synet rager han rundt i det snævre retningsløse rum uden mulighed for at forberede sig på det, der kommer. Publikum ser alt, protagonisten ser intet. Det er et koldt og kynisk realityshow uden glimmer og glamour.
.
.
.
.
.
.
source: domviborgdk
Den danske performance- og konceptkunstner Søren Dahlgaard (f. 1973) gør brug af humor, alvor og underholdning i sine værker, der på en æstetisk og visuel måde appellerer til både intellekt, følelse og fantasi.
Med et udgangspunkt i konceptkunstens mulighed for at bryde med hverdagens strukturer, benytter Søren Dahlgaard humoren som afvæbnende middel i sin kunst. Hans værker skaber forskydninger eller destabiliseringer af ’vedtagne’, men usynlige konventioner og flytter relevante diskussioner om f.eks. identitet, holdninger til det ukendte eller mere kunstspecifikke spørgsmål om kunstnerrolle og kunsthistorie frem i lyset. Søren Dahlgaard slog for alvor igennem på den danske og internationale kunstscene med sine “dejportrætter”, hvor han fotograferede personer, alle udstyret med en ti kilo tung dejklump hængende på hovedet og ned foran ansigtet. De portrætteredes identitet kan således ikke findes i deres ansigtstræk, men derimod i deres beklædning, positur, holdning osv.

Hans underfundige og originale værker vender familiære objekter, begreber og koncepter på hovedet og foreslår et alternativt syn på tingenes tilstand. Overordnet er der er tale om en reflekterende og filosofisk praksis, der stiller spørgsmålstegn ved vedtagne sandheder. Når en ligusterhæk får hjul og kan flyttes på (Mobile Hedge), ændrer den fx betydning og peger på spørgsmål om, hvordan vi indretter os i forhold til vores naboer helt lokalt, eller vores holdninger til det, der er fremmed og ukendt. Eller når væggene trækker vejret og kontinuerligt bevæger sig fra konveks til konkav (Breathing Room) udforsker og udfordrer de det statiske hvide udstillingsrum. Med udstillingen Seeing is Believing, den største særudstilling af Søren Dahlgaards værker til dato, ønsker Kunsthal Brænderigården således at præsentere en kunstner, hvis værker åbner for nye betydninger og giver anledning til forundring og refleksion. Søren Dahlgaard har allerede opnået stor anerkendelse på den internationale kunstscene, og hans værker har været vist på nogle af de største museer verden over.

Med udstillingen ønsker Kunsthal Brænderigården at give et dansk publikum mulighed for at se Søren Dahlgaards værk udfoldet i et større format.

I forbindelse med udstillingen er der udgivet et katalog på 128 sider med masser af billeder og tekster af Else Marie Bukdahl, Lisbeth Bonde og Bodil Johanne Monrad. Kataloget kan købes i Brænderigårdens café, men kan også ses i en digital udgave her

Søren Dahlgaard (f. 1973) er uddannet ved Slade School of Fine Arts, University College i London. Han har udstillet en lang række steder i ind- og udland, bl.a. Statens Museum for Kunst, P.S.1 Contemporary Arts Center MoMa, New York, Singapore Biennalen og Kiasma i Helsinki.
.
.
.
.
.
.
.
.
source: sindilegi

Suas obras incorporam processo gestual e performático de produção, aleatório e dinâmico, muitas vezes feito na presença do próprio público e com uso do corpo do artista como um todo. O autor personifica-se na obra e vice-versa, em processo dinâmico e intrigante que subverte o conceito da criação da obra de arte. natureza e objetos do cotidiano são parte do processo criativo do artista, que deles se utiliza de elementos para produção de suas obras, como plantas, pão, utensílios, objetos decorativos ou utilitários que, alternativamente, serem de ferramentas ou são transformados em obras de arte. O pressuposto é quebrar o paradigma técnico e conceitual na produção artística.