sculpture machine

source: kunstennu

Henrik Menné arbejder i spændet mellem naturvidenskab og kunst. Skulpturerne er som oftest dynamiske, men hans produktion rummer også stabile værker og er for nyligt blevet udvidet med tegning. De kredser om: Proces, forskellige tidsligheder, at organisere materiale i faste og åbne systemer og om at etablere en balance mellem tilfældighed og kontrol.

Nedtonet men bestemt tilstede er en bevidsthed om modernistiske kunstretninger, materialets formående – og greb, der forskyder bare en lille smule.

Henrik Mennés skulpturer er ofte dynamiske og processuelle i den forstand, at værkets tilblivelsesproces finder sted i samme fysiske rum som beskueren. Eksempelvis de selvbyggede, lavteknologiske maskiner, anordninger eller opstillinger, der i løbet af en udstillingsperiode transformerer materialer som sten, voks eller metal til midlertidig form.

Disse maskin-skulpturer er tavse, og processerne kontrollerede og struktureret af gentagelsesprægede bevægelser. De fremkomne objekter, formgivet i en bevægelse mellem blødt og hårdt, er indimellem realiseret som kunstværker i sig selv men destrueres eller genbruges som oftest efter endt udstilling.

I en anden værkgruppe undersøges det digitale og analoge i greb, der betoner en overgang fra rum til billede. Et centralt element er kameraet, som peger på en opstilling i bevægelse. Det, som finder sted i rummets tre dimensioner, transmitteres direkte til skærmens flade frem for at lagres digitalt.

Som i Henrik Mennés maskin-skulpturer handler det også for hans digitale og filmiske præsentationer i realtid om, at man befinder sig i rummet og erfarer processen – en tilstedeværelse her og nu.

Henrik Mennés værker fremstår med høj finish og velkendte kvaliteter tilskrevet konventionelle materialer sættes gerne i spil. Seneste separatudstilling Ting og Sager (2012) præsenterer stabile skulpturer af træ i alle afskygninger. Spændet er fra spånplade til teak, og anvendelse af dette hierarki åbner op for associationer, som hidtil har været nedtonet i kunstnerens produktion.

Fælles er skulpturernes og tegningernes low-tech og analoge karakter, hvor det står klart, hvilket system eller princip det enkelte værk er organiseret udfra. På trods af denne rationelle transparens fremtræder værker af Henrik Menné næsten altid logisk umulige og overraskende stemningsfulde.

Henrik Mennés udsmykning Green Lighthouse Instrument (2009) henviser både i navn og formsprog til en naturvidenskabelig forsøgsopstilling. Værket udfører et lydløst, poetisk og uendeligt eksperiment i netop det institutionelle og arkitektoniske rum, det er udarbejdet til.

Skulpturen findes i campusbygningen Green Lighthouse (2009), på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet. Dagslys og solens bevægelse er bestemmende for den bæredygtige bygnings cylindriske form og for det ovenlys, der falder ned gennem atriets høje rum. I Mennés skulptur er det lysets omskiftelighed, som synliggøres – det vil sige af og til.

Ned fra loftets midte hænger en stor men let aluminiums konstruktion; Et instrument, hvis lodrette teleskop-arm skyder mindre arme med påmonteret spejlglas i alle retninger. De mange cirkulære og meget præcist indstillede spejle indfanger lysindfaldet, så det reflekteres videre ned forbi etagerne, for at samles på gulvet i dynamiske cirkelformer af op til 30 lyspletter.

I takt med solens bevægelse på himlen og derved tidspunktet på døgnet og på året, ændres cirklerne til halvcirkler, kvartcirkler, få lyspletter eller til oval, alt imens de langsomt bevæger sig fra et sted i rummet til et andet. Lyspletterne er selvsagt ikke altid synlige, men værket er konstant i proces og bevægelse – påvirkelig af marginale forandringer i omgivelsernes lysforhold.
.
.
.
.
.
.
.
source: tomchristoffersendk

Whether they are dynamic or static; sculptures by Henrik Menné are basically about process, balance and about organizing matter through both rigid systems and chance.

The major part of Mennés production consists of large-scale machines or arrangements temporarily put at work when exhibited – all sculptures are ‘in the making’ so to say. Their process is always silent, controlled and structured by repetitive movements as the machines transform a single material – plastic, wax, metal or stone – into peculiar objects. These soft-formed elements are seldom regarded as autonomous art works and destroyed or recycled when no longer on show.
Although closed and often self-referring, the system in which the process takes place both changes the environment and is sensible to changes in the environment. The instability of the physical context is therefore what causes important marginal variations in the shapes of the particular outcome.

The static sculptures by Menné contain the same immense effort and obsessive trait when it comes to putting forces such as gravity and well-known qualities ascribed to conventional materials into play. Another more conceptual approach is to be found in the few replicas of everyday objects, which are disturbed to the point where they loose the original function.

The intriguing low tech and analogue character of all works by Henrik Menné make visible the principle on which the individual system of the particular sculpture is organised. Despite this rational transparency works by Menné almost always appear as logically impossible and tremendously beautiful.
.
.
.
.
.
.
.
source: laboralcentrodearteorg

Henrik Menné graduated from the Royal Danish Academy of fine Arts in 2002; he lives and works in Copenhagen. He works from a sculptor’s perspective in the field between science, art and technology. His sculptures are dynamic and process-based. The main part of his production consists of low-tech and self-built machines, which over time – during an exhibition – transform materials such as stone, wax, metal to temporary form. Another part of his production is the camera-based works: arrangements that in a closed circuit transmit – rather than digitally store -what takes place in space three dimensions to the flatness of the screen.